Jeg aner ikke, hvordan jeg er havnet her. Jeg forstår det ikke. Jeg ikke kan ikke huske, hvornår jeg blev voksen. Hvad der fik det til ske, og hvornår det lige var. På et tidspunkt så jeg mig i spejlet, og så at mit ansigt alligevel var anderledes. Jeg ser på ansigtet i spejlet, prøver at huske hvornår det kom, men det er sløret. Jeg kan ikke huske at blive voksen. Det jeg kan huske, er, at ligge på min venindes værelse, tale om dét der skulle komme: Hvem vi skulle elske, hvor vi skulle bo, hvilke uretfærdigheder vi skulle udbedre ,hvem vi ville være, det vi aldrig skulle blive. Endeløst og fortsættende.  Men pludselig ringer telefonen første gang, og jeg siger ”Tillykke,” for det siger man, selvom jeg har lyst til at råbe ind i telefonen:   Hvornår besluttede vi os for det? Børn? Var det ikke os, der sagde, at livet skulle være eksploderende gule romerlys henover natteblå himmel?   Men opkaldene bliver ved med at komme. Aftalerne på vinbarer bliver ændret til kaffe på en tirsdag midt i et hav af beige sparkedragter i naturmaterialer, jeg sidder på forsædet af min venindes bil, mens hun snakker til sit barn, gennem et spejl spændt fast på nakkestøtten til førersædet og spørgsmålene kommer, uden de kommer,  fordi I er nået en alder, som lige pludselig er mere en alder end nogen alder nogensinde har være før. 

Hvad med dig?   

Og jeg er ikke sikker på ”Hvad med mig”.  

Det kunne være så fandens fint at få et øjeblik til at tænke over det.  

 Men spørgsmålet ”Hvad med dig” bliver til ”Hvad er det med dig?”.  Til fester lægger folk lige pludselig hovedet på skrå, når jeg taler, ser på min oprigtige tvivl. Den der vil stille spørgsmålstegn ved selvfølgeligheden i, at alle bliver mødre, hvad det gør ved de kroppe, der ikke kan eller ikke vil, den, der måske bare vil have lov til at have samtalen om, hvor den her såkaldte ”trang” til at få børn kommer fra, hvilke fællesskaber vi er villige til ofre for vores eget afkoms velbefindende, som var det en efterskoleelevs midlertidige anarkistfase.     

Eller et problem jeg måske burde tale med en psykolog om?   Og på et tidspunkt holder jeg op. En hovedpine flytter ind, Jeg ligger og vender og drejer mig i sengen, tænker at det måske ville være nemmere, at jeg bare gik med til det.   

Det er så svært at forestille sig ting, når det bare er mig, og jeg er så træt.  

Måske er det ikke så slemt –   

Jeg mener –  

Måske er det bare mig?  

Jeg mener –   

Hvad er det egentlig for en kamp, jeg kæmper?   

Og mod hvem? Kvinder med barnevogne, børn i dinosaurhuer.  

Det kan jo reelt set være, at det her bare er en fase.   

Den her tvivl?  

På nogle måder ville det være rart at komme hjem til dine forældre med en partner i hånden og en voksende mave, se dem smile uden deres paniske angst, over hvad der skal blive af dig? For at være dig, bare dig, barnløse bare dig er at flyde på åbent hav uden udsigt til land. Flimre som en pære med løs strømtilslutning i en projektøroplyst verden af selvfølgeligheder.  Ingenting er længere selvfølgeligt eller ingenting burde længere være selvfølgeligt, nej, verden skælver, enhver kommende sommer er en potentiel tragedie. En tør og fedtet tragedie. Og jeg vil finde ordene, de rigtige sætninger, dem jeg kan stoppe ned i halsen på de afventende, men de kommer ikke.

Nej

Jeg er her stadig