DANSEREN
(SKREVET TIL ASTRID GRARUP ELBO)
Engang opfandt nogen en prinsesse og kaldte hende Odette, kaldte hende svaneprinsessen. Balletten var hendes verden, i Svanesøen skulle hun bo. De sagde: du er Odette, du er god. De sagde: du skal forelske dig i en prins og han forelske sig i dig. Du skal tro på han kommer til at erklære dig sin eviggyldige kærlighed og med det bryde din forbandelse og når han svigter skal du tilgive ham, se på ham med milde øjne og tage imod din skæbne, for du er Odette. Du er det gode.
Du ligger dine dage ind i træningens regime før du har lært ordet regime, at kende. Du giver din barnlige lyst til ”bare at danse” i pant for anvisninger om hvordan du kan gøre det bedre. Du gør det med en genert smil for du er Odette og dine arme skal vokse og rettes til. Dine ben styrkes, din holdning rettes, dine tæer vænnes til skoene og din hjerne vænnes af med udmattelse som begreb.Dine tanker være rettet mod skønhedens mulighed, det sublimes kunst. Mod øjeblikket, hvor du skal forbandes, forelske dig, forlades og tilgive med bevægelser så lette, at man skulle kunne tro, at du ikke var menneskelig.
Du er Odette og Odette siger: ”ja” når de siger mere.
Siger ”ja – uendeligt meget mere”, når de spørger ”har du mere?”
Siger ”I må få alt jeg er: tanker, sved, knogler og begær.”
For det er en ære at være Odette. At være Odette er en gave man bliver givet, et ustyrligt privilegie. Det er blomsterbuketter, trillende tårer på videoer i et mainstream nyhedsfeed. Det er at danse med spøgelserne, at snurre med evigheden.
Det er at være midterside historie i aviserne
Rampelyset lynafleder
Applausens årsag
Det er dig
På plakaterne: ODETTE!
Og når du som teenager vokser dig på grænsen til for lang, når du vokser dig højere end traditionen foreskriver, højere end Odette bør være, så høj at tvivlen på om du kan være Odette florerer, tager fart, er skyld i at din krop bliver kigget efter i sømmene som var du en ko på vej til avl eller slagtehus
Siger du: jeg bliver stærk.
Men ikke bare stærk. Eller stærkere. Den stærkeste. Den, der aldrig bliver træt. Den, der kan blive ved. Du gør dig selv til den stærkeste for hvem skulle du være, hvis ikke Odette?
Hende, den helt almindelige?
Det underlige monstrum i metroen? Hvis krops konturer: højden, de turnerede hofter, de brede lægge ikke kan forstås som andet end uheldige genetiske udfald?
Hvad skulle du lave – cykle gennem byens mørke gader, lede efter et menneske du kunne fortælle om den du næsten blev? Det du kunne have oplevet… men ikke gjorde.
Nej, du vil være Odette
Rampelysets afleder
Applausens årsag
Og for meste føles det fucking godt. Du går på vandet, har nøgle til alle husets døre, de yngre træder til siden, når du kommer. Det er dig, du er den de ringer til, den de har tiltro kan løfte ”opgaven”, den store kunstner i dialog med store kunstnere. Du er en del af historien! Og når tanken strejfer dig om hvorfor du altid skal dø? At historierne altid synes at hænge sig på din død. At al din træning bruges på at dø? At dø yndefuldt, slår du det hen. Slår en latter op.
Når du står på bagscenen og ser prinsen danse, at hans trin synes at indeholde hele livet: Et øjeblik er han vred, det næste frustreret, så forelsket, så sørgende, mens du venter på at komme ind og dø yndefuldt igen, tænker du: ja, at det kan du stille spørgsmålstegn ved, når du bliver nok Odette. Når du står øverst på kransekagen.
For du er Odette og de fleste dage føles det godt, fandens godt. Fantastisk fandens fedt, godt og jo, det kryber ind. Gentagelsen kryber ind som en underlig kvalme. Som en hovedpine. Som skyld for det er jo din krop, der performer ”døden”, den yndefulde død igen og igen.
Er det din skyld? Lidt. Måske eller hvad? Eller ikke kun? Måske lidt…medskyldig? Medløbende opretholder af traditionerne? Når du snurrer ind i evigheden.
Er man medløber, når man selv er i tvivl?
Når man selv lider? Er ensom i det. Taler til spejle og tænker på døde kvinder.
Så du spørger
Og får svaret: Er du ikke glad?
Beat
Tilfreds?
Beæret?
Var det ikke det du ville? Var det ikke det du stod og svedte for?
Var det ikke dig der gladeligt delte billederne med overstrømmende taksigelser? Har du et problemmed kostumet, der blevet syet til din krop? Tilpasset din talje? Fjerene lagt om dit hoved?
Hvad er det du vil have?
Egentligt? Mere? Vil du ikke have mere; dig, der har det hele?
Det hele?
Jo. Altså ja. Det du tænkte var bare om Odette kunne være mere…
Pause.
Måske tilgiver hun ikke prinsen? Måske ser hun ham svigte og skriger? Råber han er forbandet fucking nar, Om privilegierne har bollet hans prinsehjerne til grød? Og måske hun trygler? På sin knæ til de bliver blodige. Griner når der ikke andet tilbage at gøre.
Måske hun er vred?
Måske hun er en nar?
Måske hun er grotesk?
Måske kravler hun fire meter op i træet, slår sig når hopper ned?
Måske lader hun sit menstruationsblod løbe ned af inderlåret?
Måske hun afbryder? Går fra ligegyldige samtaler? Måske smiler hun ikke? Holder ikke børnene når de bliver hende tilbudt? Måske onanerer hun på offentlige toiletter? Går over gaden efter vedkommende hvis blik hun fangede? Sniffer coke af kropsdele? Vrider kroppen så tæt på bassen at grænsen mellem den og det ydre opløses. Trækker blikke til sig som var det en kvantitativ sport.Måske er hun aldrig alene, men går med sine søstre i armkrog gennem alle byens gade? Når et spørgsmål kommer svarer de i kor. Hendes er deres ”nej” runger som basuner gennem baren.
Måske vågner hun om morgenen som én? Falder ind i formiddagen som en helt anden? Når solen går ned er hendes korte hår langt. Når aftenen kommer er det blå i hendes ene øje udskiftet med brun. I natten hvisker hun på et andet sprog end det hun talte om morgenen, drømmer om at være mange, at hendes stemme er en flod fyldt af søstre: at læne sit hoved på en skulder, et lår mens ens hånd griber et søster hoved.